Ungdomsverdensmester (Youth World Champion) i WBO i super mellemvægt.
Jacob Bank (f. 2001) bor i Fovslet ved Kolding sammen med sin kæreste Sascha, hvor de netop har købt deres første hus som de er i gang med at renovere.
Som lille var Jacob notorisk kendt for at have alt for meget krudt i røven, og hans forældre foreslog
derfor, at han skulle gå til enten brydning eller boksning for at få brugt noget af al den ekstra
energi. Inden for de senere år har det stået lysende klart for enhver, at han valgte rigtigt med
boksningen.
Jacob er et af de allerstørste talenter i dansk boksning gennem mange år, hvilket hans flotte
placering (pt. som nr. 85) på verdensranglisten da også viser. Han er begavet med en god fysik,
eminent bevægelse plus en høj bokse-iq, og så har han et jab, der fylder boksefans med glade
minder fra en tid, hvor en vis Kessler gjorde sig inden for rebene.